Bæredygtighed handler ikke kun om nutiden og fremtiden. Ser vi tilbage i tiden, så giver historien os værdifulde perspektiver på, hvordan vi kan udvikle bæredygtige løsninger.
I denne artikel får du konkrete måder at koble bæredygtighed sammen med historieundervisningen og gøre begge dele mere relevante for eleverne.
Som historielærer kan det nogle gange opleves som en udfordring at gøre historieundervisningen relevant for elevernes virkelighed. Samtidig kan det være svært at se, hvordan bæredygtighed naturligt passer ind i historie- og samfundsfag. Men faktisk giver netop disse fag enestående muligheder for at forstå bæredygtighedsbegrebet i dybden.
Lad os se på 5 strategier, der er oplagt at tage i brug:
1. Forbind historiske begivenheder med nutidens udfordringer
Skab paralleller mellem historiske begivenheder og aktuelle bæredygtighedsudfordringer.
For eksempel kan energikriserne i 1970’erne sammenlignes med nutidens klimakrise og energiomstilling. Eleverne kan undersøge, hvordan folk dengang tilpassede sig og fandt innovative løsninger, og hvordan disse erfaringer kan inspirere os i dag.
2. Brug lokalhistorien som indgang
Lokalhistorie kan være en stærk indgang til bæredygtighedsemner. Tag eleverne med ud i lokalområdet og undersøg, hvordan landskabet har ændret sig over tid. Hvordan påvirkede industrialiseringen jeres lokalområde?

Findes der fx spor af tidligere tiders ressourcebrug? Hvordan har landbrug og bebyggelse ændret jeres by/område?
3. Lad eleverne være aktive medskabere
Giv eleverne ejerskab ved at lade dem udforske og dokumentere historien selv. De kan interviewe ældre borgere om tidligere tiders levevis og ressourceforbrug, eller de kan undersøge lokale forandringer af natur og miljø gennem historiske kort og fotografier.
4. Samarbejd på tværs af fag
Historieundervisningen bliver stærkere, når den kombineres med andre fag. Arbejd fx sammen med naturfagslærere for at undersøge industrialiseringens miljøpåvirkninger, eller med dansklærere for at analysere protestsange fra energikrisens tid.
5. Gør produkterne kreative og håndgribelige
Ved prøver og projekter kan eleverne lave kreative produkter, der forbinder historie og bæredygtighed – fra reproduktioner af historiske genstande med bæredygtige materialer til tegneserier, der illustrerer samfundsforandringer.
Kun fantasien sætter grænser her. Og lad endelig eleverne tænke med.
Vil du have mere inspiration?
Så lyt med i podcasten her, hvor Søren fra Vipperød Skole fortæller om sit arbejde med bæredygtighed i undervisningen:
Ønsker du inspiration direkte i indbakken, så er mit nyhedsbrev måske noget for dig?
En gang om ugen lander det i din indbakke med inspiration, nye podcastafsnit og hvad jeg eller har på hjerte:
Er du mere til selv at lede efter, hvad jeg har af god inspiration? Så er mit lille inspirationsunivers måske lige noget for dig.
Her finder du planlægningsskabeloner, tips til feedback og gode råd om mål og evaluering. Måske til dit næste forløb med fokus på bæredygtighed i historieundervisningen?