Det var angstprovokerende at trykke på knappen “Offentliggør”, men jeg gjorde det alligevel.

For min nysgerrighed angående lærernes hverdag er ikke blevet mindre, siden jeg tilbage i 2022 lancerede Lærerundersøgelsen.
Nysgerrigheden er intakt
Måske snarere tværtimod. Min nysgerrighed er måske endda blevet større med årene.
For selvom jeg oplever flere og flere lærere blande sig i debatten, og flere og flere tage dem og deres arbejde seriøst, så oplever jeg stadig det, der i sin tid fik mig til at sende et spørgeskema med 16 spørgsmål af sted:
En masse, der udtaler sig om skolen uden at spørge dem, der arbejder der.
Hvorfor ikke spørge lærerne om…
Ideen er som sådan simpel. Hvorfor ikke bare spørge de lærere, der hver dag møder ind og knokler for at skabe en god skole for elever landet over?
I 2022 var det primært debatten om skærme i skolen, der motiverede mig. Og fra starten var det ret tydeligt, at rigtigt mange lærere landet over også blev motiverede og svarede.
2023-undersøgelsen indeholdt langt de fleste spørgsmål fra året før, mens nye kom til. Igen var der stor interesse fra lærernes side for at deltage og give deres besyv med.
Alle gode gange tre fristes man til at skrive som start på afsnittet om Lærerundersøgelsen 2024. Denne gang udbad to forskere sig lidt hjælp, så ud over egne nye spørgsmål kom der også to med på deres vegne.
På den igen
I november 2025 lavede jeg første opslag på LinkedIn med spørgsmålet: Hvad ville du spørge lærerne om, hvis du kunne stille dem ét spørgsmål?
Uha, hvor kom der mange gode bud. Så mange, at den seneste undersøgelse indeholder 27 overordnede spørgsmål. 49, hvis man splitter fx de forskellige enig/uenig-spørgsmål ad.
Og så er vi tilbage ved toppen. Første dag i skolernes juleferie sad jeg der. Var jeg klar? Var det de rigtige spørgsmål? Var de rigtigt formuleret?
Klik, og så var den offentliggjort.

Lidt hård fødsel, men det endte godt
Måske afslører jeg for meget allerede i overskriften, men jeg fik heldigvis svar nok til, at jeg er tilfreds. 1132 lærere valgte nemlig at deltage i Lærerundersøgelsen 2025.
Facebook er det sted, hvor jeg primært deler opslag og får lærere i tale. Forskellige moderatorer i diverse grupper var meget hjælpsomme – tak for det!
Og så var der alle de venlige lærere, der kommenterede, delte og opfordrede kolleger til at svare.
Et par dage inde i det nye år trykkede jeg så på en ny knap. Undersøgelsen var lukket ned for denne gang.

Nu må vi så se, hvad lærerne svarede
Klog af skade fra 2024, hvor jeg for første gang samlede de mange svar i en rapport, er jeg denne gang startet med at samle svarene, så de let kan tilgås og læses i samlet form.
Dem kan du få tilsendt ved blot at skrive dit navn og din mail her:
Ud over det vil jeg (som de andre år) selvfølgelig også lave en del artikler og podcastafsnit, hvor jeg gennemgår lærernes mange svar og sammenligner dem på kryds og tværs. Fx for at se, om der er forskel alt efter, hvor mange år lærerne har underviset. Eller om det har betydning, hvilket klassetrin de underviser på.
Alt det vil du løbende kunne finde via overblikket over Lærerundersøgelsen 2025.