Som lærer får du feedback hele tiden – bare ikke altid den slags, der bliver sagt højt.

Feedbacken på dit arbejde kan komme som et gab i tredje række. Et blik, der flakker ud ad vinduet. Et smil, når noget lykkes. Eller den der helt særlige lyd af 24 børn, der pludselig bliver stille, fordi de faktisk er optagede.

Fra et gab på tredje række til den årlige MUS

Det er på én gang lærerjobbet i en nøddeskal og en lille udfordring: Den hurtige feedback fra eleverne er konstant og ærlig, men den er også flygtig.

Og midt i tempoet kan det være svært at få sat ord på, hvad der egentlig virker – og hvad man med fordel kunne justere. For hvornår er der tid til den mere grundige feedback?

Den, der ikke bare er en stemning i rummet, men en samtale, en observation eller en konkret tilbagemelding, man kan bruge til at blive skarpere i morgen?

Det var præcis derfor, jeg blev nysgerrig. Hvor får lærerne egentlig primært feedback på deres arbejde?

Altså den feedback, der kan gøre en forskel i praksis – ikke kun “godt gået” (det er også dejligt), men den slags feedback, der gør, at man tænker: Nå ja – det kan jeg faktisk gøre anderledes allerede i næste lektion.

Derfor tog jeg spørgsmålet om lærere og feedback på deres arbejde med i Lærerundersøgelsen 2023 og har haft det med lige siden.

Et simpelt spørgsmål om lærere og feedback, eller?

Spørgsmålet lød helt enkelt: “Hvordan får du som lærer primært feedback på dit arbejde (vælg gerne flere)?”

Og det er jo et af de spørgsmål, der næsten virker for simpelt – lige indtil man tænker over, hvad svaret faktisk betyder i praksis.

For lærere er feedback er ikke bare “noget rart at få”. Det er en af de mest direkte veje til at udvikle undervisningen, justere samarbejdet i teamet og få øje på de små greb, der gør den store forskel for eleverne.

Feedback på læreres arbejde er vigtigt

Og så er der også en mere lavpraktisk pointe: Hvis feedback kun bliver noget, der sker en gang om året (eller når noget går galt), så ender vi med at bygge udvikling på mavefornemmelser og tilfældigheder.

Hvis den derimod bliver en del af hverdagen – på en måde, der faktisk kan lade sig gøre i en travl skole – så bliver feedback en støtte, ikke en ekstra opgave.

Her får lærerne oftest feedbacken fra

Når man ser på lærernes svar i 2025, er der især to steder, feedbacken typisk kommer fra i hverdagen:

For det første: kollegaerne. Således har 59,4 % af lærerne svaret, at de primært får feedback gennem regelmæssig dialog om undervisning og relationsarbejde med kollegaerne.

Den næstmest populære måde at få feedback på er eleverne, som 54,9 % af deltagerne har valgt som svar. Det kan fx være efter et endt forløb, at de spørger deres elever.

Feedbacken lever i høj grad dér, hvor hverdagen også foregår: i teamet og i klassen.
Og måske er det egentlig ikke så overraskende?

Den tidskrævende feedback fylder mindre

Når vi kigger på de feedbackformer, der kræver lidt mere struktur (og ofte mere tid), så er de blevet valgt af væsentlig færre lærere end de to svarmuligheder, du lige har læst om. En detalje, jeg lige vil påpege her, er, at lærerne skulle svare på, hvor de primært får feedback.

Her kan du se, hvor mange lærere der valgte de sidste fire muligheder:

• Til den årlige MUS: 25,1 % af lærerne.
• Regelmæssig dialog med ledelsen: 14,6 % af lærerne.
• Observation af undervisning: 14,6 % af lærerne.
• Forældrehenvendelser på AULA: 12,1 % af lærerne.

Du får lige det samlede overblik her:

Hvad fortæller tallene os om feedbackkulturen på landets skoler?

Når kollegaer (59,4 %) og elever (54,9 %) er de to største feedbackkilder, fortæller det os noget vigtigt om feedback på landets skoler:

Feedback er i høj grad noget, lærere finder og skaber i praksis. Det er ikke nødvendigvis noget, der kommer “oppefra” eller ligger i en fast struktur.

Spørgsmålet er, om lærernes svar er et udtryk for en stærk professionel kultur, hvor kollegaer og elever er de vigtigste “spejle”? Eller er det et tegn på, at den mere systematiske feedback (observation, ledelsessparring) simpelthen er svær at få til at leve i en travl skolehverdag?

Tja, de kan vel læses på to måder, der begge kan være tilfældet:

• Den gode læsning: Der findes en stærk professionel kultur, hvor man bruger hinanden og eleverne aktivt, og hvor feedback ikke kræver et skema i tre farver for at fungere.
  
  
• Den mere udfordrende læsning: Den feedback, der kræver tid, aftaler og rammer (observation, ledelsessparring), fylder mindre – måske fordi den er svær at prioritere, når hverdagen allerede kører på højtryk.

Var det mig eller en tilfældighed?

Umiddelbart tænker jeg, at hvis feedback primært er noget, der sker “undervejs”, så kan den være enormt værdifuld, men også let at miste i en travl hverdag, hvor næste opgave venter lige om hjørnet. På den måde kan det let ende som fornemmelser i stedet for fælles læring til gavn for teamet eller skolen.

Som lærer kommer man måske ligefrem til at spekulere på, om det var en selv, der gjorde noget klogt, eller om det bare var fordi, det var onsdag eftermiddag.

Er der forskel på feedbackkulturen og klassetrin?

Har du læst nogle af de andre artikler om Lærerundersøgelsen (fx den om deltagerne), så ved du det allerede, men jeg nævner det gerne lige igen: Jeg spurgte ind til lærernes anciennitet og klassetrin, så jeg bl.a. kunne blive klogere på, om der er forskel på lærernes svar alt efter fx hvor længe de har arbejdet som lærere.

Det korte svar på spørgsmålet er ja.

Eleverne spørges mere til råds, desto ældre de bliver

Starter vi med at se på feedback fra eleverne, så valgte 43,9 % af indskolingslærerne denne mulighed mod 61,3 % af udskolingslærerne.

Omvendt fylder kollegialsparring mere i indskolingen med 65,1 % mod 56-57 % i udskolingen og på mellemtrinnet.

Stor erfaring = mindre feedback fra ledelsen

Af de nyuddannede lærere (0,5-4 års erfaring) har 19,5 % valgt “regelmæssig dialog med ledelsen” som en af deres to svarmuligheder. Ser vi på de andre kategorier af lærere, så falder tallet, desto mere erfaring, lærerne har. Således er det 12,5 % af lærerne med 20+ års erfaring, der valgte denne svarmulighed.

25,1 % får vist sjældent feedback på deres arbejde

Et tal, der har overrasket mig lige siden spørgsmålet var med i 2023, er antallet af lærere, der primært får feedback på deres arbejde ved den årlige MUS-samtale. I 2025 blev muligheden valgt af 25,1 % af lærerne.

Nu fortæller tallene ikke noget om, hvorvidt lærerne er tilfredse med denne ordning. Men for mig virker det som en meget stor gruppe lærere, der måske burde få mere praksisnær og løbende feedback på deres arbejde.

Lever feedbacken et naturligt liv i hverdagen?

Det mest sigende ved lærernes svar er nok, at feedback på deres arbejde i høj grad lader til at leve i den daglige kontakt med kollegerne og eleverne. Måske er det et tegn på stærke fællesskaber?

Lærernes svar skal måske også ses som et signal om, at den mere systematiske feedback kræver bedre rammer og systematik, hvis den skal blive en naturlig del af skolens kultur og ikke bare noget, man taler om på en pædagogisk dag et sted mellem punkt 7 på dagsordenen og genopfyldning af kaffe og kage.

Hvad så nu?

Tja, du kan jo starte med at reflektere lidt over feedbackkulturen på din skole. Er den fx, som du ønsker, den skal være?

Du kan også klikke over og blive inspireret af noget af det materiale, jeg har samlet om evaluering og feedback eller lytte til den podcast jeg har lavet, hvor vi fokuserer på elevevaluering af lærernes undervisning.

Vil du læse hele rapporten med lærernes mange svar, så skal du skrive dit navn og din mail i felterne herunder, så sender jeg den fluks afsted til dig: